Velliv og Salary indgår en samarbejdsaftale, der dels skal sikre at flere selvstændige erhvervsdrivende får nemt ved at håndtere den administrative del af pensionsordningen og dels er formålet at få fat i flere selvstændige, der udgør en væsentlig andel af de danskere, der ikke har en pensionsopsparing til alderdommen.
Prøv Salary gratis”Det er en stærk aftale, vi nu indgår med Salary. Aftalen er rettet mod de små- og mellemstore virksomheder og mange af vores kunder i det segment vil med fordel kunne anvende Salarys løsning, der gør lønadministration nemt. Samtidig har Salary mange kunder, der ikke har en pensionsordning, og her kommer Velliv ind i billedet,” fortæller kommerciel direktør Morten Møller fra Velliv.
Nemmere for små og mellemstore virksomheder
”Vi ser et større perspektiv i aftalen i og med, at begge parter har stor fokus på brugervenlighed og på at gøre det endnu nemmere at håndtere administrationen for pension og løn. Vi er sikre på, at vi fremadrettet kan gøre det endnu nemmere for især små og mellemstore virksomheder, der ønsker at fokusere på deres forretning og reducere administrationsbyrden,” siger CEO Brian Brorsbøl fra Salary.
Den nye samarbejdsaftale mellem Velliv og Salary er allerede trådt i kraft. Begge selskaber sigter mod et langvarigt samarbejde, hvorfor aftalen ikke er indgået med en slutdato.
”Begge parter er super dedikeret på hvert deres område. Derfor er vi sikre på, at vi kan få stort udbytte af hinanden og herunder også sammen gøre noget godt for de danske erhvervsdrivende. Alt for mange oplever, at de får grå hår i hovedet af at sidde med løn og pension. Det vil vi lave om på,” fortæller Brian Brorsbøl.
Aftalen med Salary sker i forlængelse af, at Velliv i juli indgik aftale med Grandhood, der i lighed med Salary er en del af det danske startup-miljø.
”Velliv er Danmarks nyeste pensionsselskab, og vi ser store muligheder i at arbejde tæt sammen med nytænkende og innovative virksomheder, der bidrager til at gøre pension nemmere for Vellivs kunder, men også bredt set i Danmark. Samtidig har vi en klar multidistributionsstrategi, som Salary passer perfekt ind i. Vores systemplatform er markedets mest moderne, og derfor har vi musklerne og mulighederne til at sætte strøm direkte til samarbejde med eksterne partnere. Derfor er vi også en interessant samarbejdspartner for startup og fintech virksomheder,” afslutter Morten Møller.